Der
bruges milliarder på forkert skolegang for voksne. Effekterne kendes ikke, og de
fleste af de kurser, som er gennemført af organisationer, virksomheder eller
offentlige institutioner, er designet uden forbindelse til de konkrete behov
eller til videnskabelig evidens. Det har betydet, at vi er blevet invaderet af
en strøm af populære begreber,
hvis effekt ikke er bevist. Spændende
for den enkelte deltager, men i den virkelige verden måske helt uden
konsekvenser. Det er nu tid for alle, der arbejder med læring for voksne, at gribe
til nye metoder.
Men
der er lys forude. Ny læring er på vej. OK – det udfordrer med rette den gamle
skole, men det indeholder nye metoder, som til billigere penge kan skabe
effekter for ikke blot de enkelte, men også for de organisationer, de er
tilknyttet. Vi har en positiv
50-årig historie om efteruddannelse her i landet. Positiv, fordi intentionerne
har været gode. Men effekterne af anstrengelserne kan ikke påvises. Det har
handlet for meget om tro.
Den Gamle Skole og dens
utilstrækkeligheder i dag
Den
gamle kursusskole var først og fremmest en ”Push”-skole: ”Vi i skolen ved, hvad
der er behov for, og vi ”skubber” den nødvendige viden videre til vores
kursusdeltagere. Det gøres på de tidspunkter, hvor vi har planlagt kurserne, og
på det sted, som vi har besluttet”.
Kursuskulturen
var, som den almindelige skole, bygget op omkring de bygninger, hvor det
pædagogiske forløb foregik. Deltagerne, som kom fra forskellige virksomheder,
lærte det samme uden hensyn til deres virksomheders særegne behov.
Undervisningen blev forestået af undervisere, der ofte var dygtige ”edutainere”
og generalister, men som lige så ofte ikke kendte til den enkeltes
læringsbehov. De læringsmetoder, som anvendtes, var de samme fra det ene kursus
til det næste. Kurserne begyndtes og afsluttedes på fastlagte tidspunkter, og
når den sidste kursist forlod lokalet, ophørte kontakten mellem underviser og
kursist. Hvilke effekter, forløbet har haft på deltagernes hverdag, var ukendte
for underviserne. De såkaldte ”Happy-sheets”, der udleveredes til afkrydsning
efter de fleste kurser, har kun en meget ringe feedback-kvalitet. Og sådan ser
det desværre stadig alt for ofte ud i dag.
Skal
vi så helt nedlægge de ”gamle” kurser? Som ved så mange andre forandringer
bygger det nye i nogen grad på det gamle, og der er stadig en række områder,
hvor ”den gamle skole” kan levere. Ex. ved kurser for nye medarbejdere eller
visse tekniske eller juridiske områder. Men da overdrivelse fremmer
forståelsen, så står vi stadig tilbage med den grove konklusion:
Ved den gamle kursuskultur
er der ingen garanti for, at kursister lærer det rigtige, de lærer det på
forkerte tidspunkter, på det forkerte sted, og på den forkerte måde. De tager
kun selv i ringe udstrækning ansvaret for læringen, og effekten måles stort set
aldrig.
Når den ”gamle skole” i dag får overvægt, så dur den
ikke længere. Det er ikke alene
spild af tid og penge, men det hindrer os i at få ressourcerne over til der,
hvor de kan gøre mest gavn.
De ydre kræfter trækker den
nye læring i gang
Den
ydre verden har sat sig på os med dominerende kraft. Vi mærker specielt hastigheden
med hvilke det nye ankommer. Dernæst er det de nye mobile teknologier,
globaliseringen og endelig de forventninger, som de lærende stiller op med.
Vi
mærker først, at vi hele tiden konfronteres med behov for at lære nyt. Vi skal
lære at bruge en App eller et bid af et software her-og-nu, og ikke når der om
tre måneder gennemføres et åbent kursus. Hastigheden, hvormed behov for læring
dukker op, er hurtigere end vores traditionelle måde at lære på.
Den
nye og smarte teknologi har åbnet for en række nye læringsmetoder ved brugen af
smartphones, tablets eller superhurtigere computere. Vi ser intelligente tavler
eller iPads til alle elever. Sociale medier indgår i læringen for kursister
eller studerende på læreanstalter. Og
vi støder på en række nye begreber som ex. uformel læring, mobil læring,
”performance support”, ”collaborativ læring”, ”embedded learning”, ”Personal
Knowledge Management”, MOOC uddannelser, ”flipped classroom” eller personligt
læringsnetværk.
Læring
er blevet global. Det skyldes naturligvis, at Internettet i dag stort set kan
anvendes af alle. Men det skyldes naturligvis også, at vi i dag har flere
multinationale selskaber og forbindelser end tidligere.
Endelig
må vi forudse, at de generationer, som i de kommende år kommer på
arbejdsmarkedet, er ”indfødte” i
forhold til brugen af den nye teknologi. De vil forvente brug af mobile
teknologier, og hvis virksomheden ikke investerer i ex. SmartPhones, så gør de
det selv.
Den nye og uformelle læring
- en ny ”Pull-skole”.
Det
er tydeligt, at læring er ved at påføre sig nye klæder, og de hænger ikke
sammen i en fasttømret model. Den handler om læring for alle aldre, brancher og
geografier.
Vi
kan tegne et skitse af, hvordan den nye uformelle læring for voksne vil se ud,
når den lærende trækker læring til sig – ”Pull”:
Vi vil komme til at lære det
rigtige.
Set i forhold til hvad der kan hjælpe til at forbedre vores indsats på jobbet.
Vi kommer til at lære på det
rigtige tidspunkt. Når behovet er der, og vi kaster os ud i en proces, hvor vi søger
viden, relaterer den til vores problemstilling og efter løsningen deler vores
nye viden med andre.
Vi lærer til de lavest
mulige omkostninger. Internettet byder på informationer, kurser, forelæsninger, webinarer,
videofilm, sociale medier, som kan hjælpe os med at løse de daglige problemer
her-og-nu, og uden omkostninger.
Vi lærer på den måde, som er
bedst egnet for hver af os. Vi har mulighed for at vælge om vi vil tilegne os viden via video,
kontakt til andre eller læse en instruktion på det sprog, som passer os bedst.
Vi kan måle effekten, af det
vi lærer.
Fordi uformel læring ofte er bundet sammen med et problem, kan effekten måles i
forhold til den grad problemet blev løst.
Vi er selv ansvarlige for
vores læring.
Ved uformel læring tager vi selv hånd om vores læring. Det er ikke konsulenten,
instruktøren eller chefen der er ansvarlig for læringen. Det er jeg selv. Vores
ansvar rækker dog ud over os selv, fordi vi for at få vores læringsnetværk til
at fungere nødvendigvis ikke kun skal modtage, vi må også give.
Læring
og jobudførelse bliver en og samme sag. Den er behovsstyret, tidsrigtig, billig
og styret af den lærende.
Jobudførelse
er blevet læring, og læring er blevet jobudførelse.
