Monday, July 9, 2012

Hvordan bruger din type de sociale medier? Sociale medier møder Myers-Briggs Type Indikator (MBTI)


Jeg har i Myers-Briggs-sprog en typeprofil, som hedder ENTP (Hvis du går ”kold” pga. brugen af bogstaverne, så se nederst i teksten, hvor der er link til en lille forklaring). Det betyder, at jeg er ekstrovert, intuitiv, tænkende og tilpassende.  Nu ved jeg også, at 69,2 pct. af min slags har en Facebook-konto. Hvis jeg nu havde været en ISTJ-type (Introvert, sansende, tænkende og vurderende), så ville kun 51,6 pct.  af min type have en Facebook konto.

CPP i Palo Alto har gennemført en undersøgelse vedr. brugen af Facebook, LinkedIn og Twitter set i forhold til MBTI-typer. Det er interessant læsning. Det forklarer bl.a. hvorfor jeg ikke skal regne med, at min svigerdatter, som er ISFP (introvert, sansende, følende og tilpassende) er ret aktiv på LinkedIn. Kun 13 pct. af hendes ligestillede er nemlig det. Hvorimod den profil, som de fleste ledere på højere niveau besidder, ENTJ (Ekstrovert, intuitiv, tænkende og vurderende), kommer ud med 53,9 pct. på LinkedIn.

I det hele taget er ekstroverte mere aktive på sociale medier end introverte, hvilket slår mest igennem på LinkedIn. Det viser sig også at F-profiler (følerne) er mere aktive udenfor arbejdstiden, specielt når de browser, interagerer med hinanden eller deler personlig information.

Vi kan blive meget bedre til at dele viden
Drejer det sig om at dele faglig information på Facebook, så skal forventningerne dæmpes noget. 13 pct.  af ekstroverte deler med andre og kun 7 pct. af F’erne gør det. Nogenlunde samme procenter fremkommer, når det drejer sig om at samarbejde via Facebook. Der er klar tendens til at LinkedIn anvendes mere til deling af faglig viden. Her er det 17 pct. af de ekstroverte og 8 pct. af de introverte. Men alligevel ikke imponerende, og noget lavere end for deling af personlig information.

Andre konklusioner, som kan drages:

Introverte kan udnytte mulighederne i specielt LinkedIn meget mere end tilfældet er nu. Det samme gælder, men i mindre grad, for sansende typer.

Alle typer kan udnytte Twitter langt mere. Dog er det helt lave brug at finde hos ISFP og ESFP, hvor kun 1,6 pct. bruger Twitter.  Generelt er der flere intuitive end sansende der anvender Twitter (11, 7 pct. mod 8 pct.), hvilket nok ikke kan undre p.g.a. det begrænsede antal bogstaver, som kan benyttes på Twitter.

Hvis du i forvejen er bekendt med MBTI-typeprofilerne, så kan du finde det interessant at gå på opdagelse på inforgrafen. Gå til www.cpp.com (linket virker ikke, men skriv i URL-linien) hvor adgang til inforgrafen findes på forsiden.

Her kan du finde hvordan netop personer med din profil anvender Facebook, LinkedIn og Twitter. Dog er tallene for Twitter så små, at de skal tages med et vist forbehold.

Er du ikke bekendt med MBTI, så kan du finde en kort beskrivelse HER. Eller søg selv en beskrivelse af de 16 profiltyper. Der findes mange alternativer.

Om undersøgelsen:
Firmaet bag undersøgelsen CPP, Consulting Psychology Press, er distributører af MBTI i USA, og var dem vi i Dansk Arbejdsgiverforening tilbage i 1990 erhvervede de danske rettigheder fra. De har ved denne undersøgelse indhentet data fra 1800 brugere af MBTI.