Friday, August 17, 2007

Lukker HR-chefen viden ud af virksomheden?

Det er vist ikke den store hemmelighed, at vi mangler arbejdskraft. Derfor er det helt uforståeligt, at de fleste virksomheder og organisationer lader viden og færdigheder forsvinde ud i den blå luft hver dag. Hver gang en ældre medarbejder, d.v.s. 55 +, beslutter sig for at stoppe på arbejdsmarkedet, enten med det samme eller indenfor få år, så er det højeste man kan svinge sig op til, en samtale om hvordan seniortiden skal forløbe - derhjemme.

Man skal vel ikke blot acceptere at medarbejdere stopper, hvis de stadig har både ressourcer og lyst til at fortsætte. Men det kniber tilsyneladende med at udvikle arbejdsforhold, der passer til dette livsstadie, og på samme tid mangler der også indsatser for at få medarbejdernes holdninger gjort positive overfor at kunne fortsætte med at bidrage på en engageret måde.

Ved I hvilken viden, der vil forsvinde med de ældre medarbejdere? Hvilke omkostninger der er forbundet hermed – både til optræning af nye og endnu værre også til rekruttering af dem?
Har I spurgt medarbejderne hvilke arbejdsformer, der kan virke tillokkende for dem i de sidste 10 – 15 år på arbejdsmarkedet?

Har I tænkt på, at de store årgang altid har været i gang med udvikling af sig selv, og naturligvis også forventer det i denne livsperiode? Hvordan lærer man i denne periode og hvilke indsatser er gjort for at ændre en automatindstilling, der dikterer, at man skal stoppe som 62-årig? Hvordan ser uddannelsesbudgetterne ud for seniorerne?

Og når tiden endelig er moden for begge parter – arbejdstager- og -giver - til at man bør stoppe, hvilke tanker har I da gjort jer om, hvordan man samler den viden op, som ellers blot vil forsvinde?

Jeg har tidligere berørt disse emner, og støder oftere på dem i virksomhederne. Beskæftigelsesministeriet har nedsat en tænketank om emnet. Men mens de tænker, siver der viden ud hver dag. Der har også været afholdt en international konference om emnet i Sverige - under titlen Age Management. Det kan gå hen og blive et af de helt store HR-emner.

Derfor: ”Carpe Diem”